English site

Medlemspris: Kr. 23.300,-

Antal dage: 22 dage/21 nætter

Turleder: Gritt Sejr Christensen

Sværhedsgrad 4 - udfordrende for øvede
Turen er ikke teknisk svær, men pga. højden giver vi den grad 4. Vi vandrer mellem 6-7 timer om dagen. Vi har portere og Yak okser til at bære bagagen, således at vi kun skal bære vores egen dagturs rygsæk.

Intro

Den klassiske Everest Base Camp tur på en utraditionel måde, hvor vi kommer tættere på kulturen og går nogle af de bedste ruter i Sherpa landet - Khumbu


Knap 200 km nordøst for Kathmandu ligger Mt. Everest, verdens højeste bjerg. Det rejser sig 8.848 meter over havniveau med en mørk toppyramide, hvorfra der næsten altid blæser en kridhvid snefane. Everest er omgivet af tre andre 8.000'ere: Makalu 8.463m mod øst, Lhotse 8.501m mod syd og Cho Oyu 8.201m mod vest samt et væld af 6.- og 7.000'ere. Tilsammen udgør området omkring Everest det mest bjergrige og enestående  område i verden, og det ér indbegrebet af trekking, bjergbestigning og eventyr. Man får næppe smukkere bjerg udsigter i Himalaya end i dette område på grænsen til Tibet.

Området hedder Khumbu. Sagarmatha National Parken, som dækker hele Khumbu-området, indeholder mange fine eksempler på Himalayas højalpine natur. Her finder man den lille truede moskushjort i skovene omkring Phortse og Tengpoche, den store sorte himalayabjørn, den lille vævre røde panda med den buskede hale—ikke at forglemme himalaya-thar, bjerg-geder og måske endda sneleopard. Blandt fuglene kan man støde på den prægtige lammegrib og Nepals nationalfugl danphe, blodfasan. Ved søerne ser man brahminænder og højt oppe på bjergskråningerne både hører og ser man ofte tibetanske snehøns samt den mægtige Himalaya Thar.

I de store dale, der gennemskærer området, bor Sherpaerne, der næsten er lige så berømte som de bjerge de bor under. På hele turen får man et stærkt møde med sherpafolket og kommer gennem landsbyer, yakokse-sætre og bor i klosterlandsbyer. Kulturen er mindst lige så spændende som bjergene er smukke, så vi har tilrettelagt denne tur, så vi får så mange kulturelle oplevelser som muligt med hjem fra Khumbu. 

Kort sagt forener Everest-området kultur og natur i en smuk og stærk enhed, hvor man naturmæssigt er overvældet og kulturelt kommer tæt på en dybt fascinerende befolkning. Vi har tilrettelagt denne tur så man kan opleve kulturen og naturen endnu tættere på og så man også får en god introduktion til Kathmandu, som er en helt anden meget fascinerende verden

 

Kort rejseprogram

  1. dag Ankomst til Kathmandu og bazar tur.
  2. dag Kathmandus største seværdigheder
  3. dag Flyvning til Lukla. Trek til Monjo 2.700 meter
  4. dag Sherpa hovedstaden Namche Bazar 3.440 m.
  5. dag Hviledag i Namche
  6. dag Klosterlandsbyen Thame 3.800 meter
  7. dag til Kumjung 3.791 meter via
             Hillary hospitalet i Kunde
  8. dag Via Mong La til Portse i 3.800 meter
  9. dag Khumbus ældste by, Pangboche 3.985 meter
10. dag Mod nye højder – til Dingboche
11. dag Blandt gletschere, Ama Dablam, Nuptse
             og Lhotse
12. dag Lobuche 4.930 meter
13. dag Kala Pattar 5.635 meter – Gorak Shep 5.170 meter
14. dag Everest Base Camp 5.400 meter
15. dag Nonneklosteret Devoche 3.770 meter
16. dag Til Namche Bazar 3.400 meter
17. dag Lukla 2.835 meter
18. dag Fly til Kathmandu
19. dag Kathmandu egne eventyr
20. dag Afgang mod Danmark

Program

Dag 1. Afrejse fra København

Dag 2. Ankomst til Kathmandu og bazar tur.
Vi bliver mødt i lufthavnen i Kathmandu af vores lokale guide og vil blive guidet gennem det første lille kultur chok til vores hotel in den centrale del af Kathmandu. Efter at være blevet frisket lidt op, skal vi ud og få vores første af mange store oplevelser i Nepal. Vi skal på bazar tur, Kathmandu er det ældgamle knudepunkt på handelsrejsen fra Indien til Lhasa i Tibet. Vores gå tur gennem bazarene og de mange baggårde i den gamle del af byen som basaren ligger. Vi går ned ad den smalle bazargade Asan Tole, grøntsagsmarkedet, hvor virvaret, aktiviteten og kaoset er totalt. Går måske ind i en lille tempelgård og lytter til en puja med de troendes sang og musik med håndorgel, små bækkener og trommer. Det er virkelig en herlig omgang. Om aftenen skal vi ud og spise traditionelt Nepalesisk i et gammelt palads.

Overnatning: Hotel Manaslu
Måltider: -/-/A 

Dag 3. Kathmandus største seværdigheder
Vi har på forhånd arrangeret en mangfoldig tur i Kathmandu for at introduktionen til Nepal kan blive så komplet som mulig. Efter morgenmaden køres der ca. 6 km. til det store tempelanlæg Pashupatinath, der er hinduernes helligste og Nepals pendant til Indiens Varanasi. Templerne med de smukke gyldne pagodetage ligger ned til Bagmati-floden (en sideflod til Ganges) og er viet til guden Shiva. Navnet betyder også "dyrenes Herre", et af Shivas talrige navne. Det er absolut et farverigt sceneri - pilgrimme, sariklædte kvinder og sælsomme sadhu'er, hellige mænd, der sommer og vinter færdes næsten nøgne med kroppen smurt i aske og det lange hår smurt i kogødning. Det er også her de nepalesiske hinduer brænder deres døde på de berømte ghats ned til floden. Nepal kan godt være lidt af et kulturchok.

En mere fredfyldt oplevelse venter os, når vi efter en kort gåtur besøger Nepals største buddhistiske helligdom, Boudanath stupaen, der er placeret centralt i byens buddhistiske kvarter. Ligesom de mange pilgrimme, går vi rundt om stupaen med urets retning og får lejlighed til at hilse på munke og lamaer fra forskellige buddhistiske sekter i de omkringliggende klostre og butikker.

For ikke at gøre dagen for lang og uoverskuelig, tager vi til sidst til Kathmandu’s berømte Durbar Square, der er et pragtfuldt område. Her kan man indsnuse den helt specielle nepalesiske atmosfære og få sig lidt af et kulturchok. Vi ser masser af herlige pagoder: Den store Kasthamandap pagode bygget af træet fra ét eneste træ i 1625, Shiva-pagoden, Hanuman Dhoka: Det gamle kongepalads Taleju-templet og Den levende Gudinde, Kumari's tempel. Fantastisk træudskåren tempelarkitektur, gudestatuer, to kæmpemæssige trommer, et virvar at frugtboder, krydderier, små senede "porters" - bærere med enorme byrder i kurve, der bæres i pandebånd, cykelrickshaws, skabede hunde, hellige køer samt en hel del af de mindre seriøse "souvenir shops". Vi er tilbage på hotellet sen eftermiddag og begiver os senere på aftenen ud til en af Kathmandu bedste spise steder.

Overnatning: Hotel Manaslu
Måltider: M/F/A

Dag 4. Flyvning til Lukla. Trek til Monjo 2.700 meter
Afhentning på hotellet. Med Twin Otter fly til Lukla, 40 minutters meget smuk flyvetur med udsigt til Himalaya bjergene. Lukla betyder "Stedet med mange får og geder", men siden landingsbanen blev bygget af Sir Ed Hillary's skole-ekspedition i 1964 og især efter en forbedring i 1974, er får og geder blevet skiftet ud med Twin Otter fly og trekkere.
I Lukla møder vi Sherpani-holdet, som vi skal følges med de næste par uger. Lukla er ikke længere den lille sæter med nogle enkelte te-huse, det er nu nærmest en by og det kan være ret svært at forstå hvordan det hele er kommet helt herop, det er dog igen ting i forhold til hvad der venter i morgen i Namche.

Vi forlader byen og går gennem marker, skov, buddhistiske mani-sten og med spredte udsigter til bjergene. Efter et par timer nås første større landsby, Phakding i 2.640 meters højde, som er første overnatningssted for stort set alle turister. Er vi i god tid kan vi herfra gå en lille ekstra tur op til Landsbyerne Thulo (Store) Gurmela og Sano (Lille) Gurmela, for at se hvordan livet går sin stille gang i en helt almindlig Sherpa Landsby, hvor man ikke er afhængige af turisterne.
Vi går videre Dudh Kosi-dalen, hvor stien snor sig ud og ind gennem skiftevis fyrreskov og åbent landskab. Vandringen går videre, hurtigt gennem Zamphute og Toktok til Benkar, hvor en kæmpeblok er fyldt med buddhistiske inskriptioner (manisten). Mod nordøst tårner Thamserku sig mod himlen og efter et par timers gang nås Monjo, der er en lille hyggelig landsby med omkring 25 huse, som ligger i en smal dal ved foden af Thamserku på 6.608 meter.

Vandring: ca. 5 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 5. Sherpahovedstaden Namche Bazar 3.440 meter
Ved Monjo og Jorsale kommer man ind i Sagarmatha National Park. Lige efter mødet med Nangpo Tsangpo-floden, der kommer oppe fra Thami og Nangpa La helt oppe på grænsen til Tibet, krydser vi Dudh Kosi (mælkefloden), som vi har fulgt siden starten i Lukla. Efter den høje hængebro begynder en 600 m. lang opstigning til Namche Bazar. Første halvdel foregår i zig-zag og ganske stejlt, dog ad god sti, hvor vi til tider både har set Danphe, Nepals nationalfugl – samt den lille smukke moskushjort. En lille tea-shop markerer halvvejen, hvorefter terrænet flader ud. På vej op mod Namche Bazaar får vi det første kig videre op i Khumbu; langt væk bag Nuptse-Lhotse-væggen stikker Everest sin mørke pyramide med snefanen frem. Lettere trætte ankommer vi til Namche midt på eftermiddagen – et sted man føler sig absolut hjemme.

Vandring: ca. 4 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus med eget badeværelse
Måltider: M/F/A

Dag 6. Hviledag i Namche
Solvarmen er vidunderlig, da byen vender mod syd. Alligevel kan man godt mærke de 3.400 meters højde. Luften kan være rå. En gåtur i byens gader leder op til den 300 år gamle okkerrøde, smukke gompa – klosteret. Det er her den årlige Dumji-festival udspilles om sommeren. Resten af året møder man munke og lamaer og til tider er der små festivaler. De friske kan gå langs højderyggen til Choi Gang, Namches øverste del. Her ligger Sargamatha National Parks hovedkvarter og man kan besøge det lille fine museum – og samtidig blive belønnet med alle tiders udsigt til Ama Dablam og Mount Everest. Så vidt muligt forsøger vi at arrangere et besøg hos vore venner for at få smørte eller et glas chang, den lokale herlige ris- og hirseøl.

Overnatning: Lokalt Te-hus med eget badeværelse
Måltider: M/F/A

Dag 7. Klosterlandsbyen Thame 3.800 meter
Vandringen fortsætter mod nordvest og kommer ud i den smukke Nangpo-dal. Først gennem skov til Phurte. Højt over ses Laudo Gompa, der hører under Kopan-klosteret i Kathmandu. Siden når vi til Thamo, hvor en lille biflod skal krydses. Højt over broen ses to store klipper med buddhistiske bemalinger, bl.a. Tara (Grønne Tara) og Padma Sambhava, der førte buddhismen til Tibet.
Siden hen vandres gennem Samde og derefter til de sandede kartoffelmarker for at ende i Thame med de smukke stenhuse. Undervejs er der udsigt til det umådeligt smukke Teng Kangpoche og måske passeres en del tibetanske handelskaravaner, der igen er begyndt at krydse det 5.700 meter høje Nangpa La. Om eftermiddagen er der tur op til gompaen – klosteret – der ligger som klinet ind i bjergsiden omkring 200 meter over byen. Vejen til klosteret går gennem en Kani, en indgangsportal, med smukke freskoer. Thame Gompa er et af Khumbus vigtigste og der fejres flere store festivaler årligt, bl.a. den store Mani Rimdu fest. Efter et af de mest interessante klostre på turen returneres til byen.

Vandring: ca. 4 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 8. Til Kumjung 3.791 meter via Hillary hospitalet i Kunde
Turen går ud af Nangpo-dalen via Phurte for at komme til Namches øverste del. Her drejer ruten nordover og går op over den lille landingsbane, Shyangboche, hvor der igen er udsigter til Ama Dablam og Everest. Her ser man ofte Nepals nationalfugl, Danhpe, blodfasanen. På vejen passeres et lille landbrugsprojekt over et undseeligt pas med chortner og manisten i det herligste landskab, indtil stien dykker ned til landsbyen Kunde, som ligger i 3.840 meters højde, øverst i dalen.
I Kunde er der besøg til Hillary-hospitalet fra 1966. Kundes beboere hører under Pangboche-klosteret, hvorimod beboerne i tvillingebyen, Kumjung, hører til Thame-klosteret.
Fra Kunde går det gennem utallige, lange stengærder til Khumbus største by, Kumjung. Modsat Namche Bazar er Kumjung traditionel og ikke særlig turistet, hvor påvirkningerne udefra er til at overse. Her er få butikker og antallet af trekkere er begrænset. Der er besøger til det smukke kloster beliggende i en lund af smukke, gamle fyrretræer, hvor man opbevarer en hånd og skalp fra Yetien, den afskyelige snemand. Det er muligt at se begge, men de er desværre blevet låst inde og det er ikke altid tilladt at tage billeder.

Vandretid: 5-6 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 9. Via Mong La til Portse i 3.800 meter
Fra Kumjung går det op ad en stor og luftig bjergside, hvor vi ofte har set den store Himalayas Thar - en smuk bjergged – stående højt over stien. Stien går slidsomt op til det mindre pas, Mong La – hvorfra der er helt fabelagtig udsigt til Ama Dablam.
Herfra har vi en stejl nedstigning til Phortse Tenga, der ligger ved Dudh Kosi. På denne del af stien er der igen gode muligheder for at se Danphe og moskushjorten. Herefter stejlt op til landsbyen Phortse, 3.800 m med den nyopførte gompa. Her holdes på de gamle dyder, og der er ikke den ihærdighed og udvikling, som man ellers ser i Khumbu.

Vandretid: 4-5 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 10. Khumbus ældste by, Pangboche 3.985 meter
Fra Phortse går det ad en af Khumbus smukkeste stier, med gode udsigter til Tengboche på den anden side af dalen og Ama Dablam. Vi går højt i landskabet og følger bjergsiden til Pangboche, dalens højstliggende by med vinterbeboelse. Her er også Khumbus ældste kloster, den smukke gompa, hvor Yeti'ens skalp og hånd blev opbevaret indtil 1995, da de ulykkeligvis blev stjålet. Vi bor i den gamle del, hvor klosteret ligger. Pangboche er et herligt sted i skyggen af Ama Dablam, som har strålet foran os hele dagen. Det er en kort dag men da det måske også er en af de smukkeste på hele turen, tager vi os god tid.

Vandretid: 3-4 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 11. Mod nye højder – til Dingboche 4350meter
Stien går let gennem småbygderne Shomare og Orsho. Landskabet bliver goldere og koldere, ofte står der en strid vind her. Ved Tsura Og, et lille pas, står en stor varde med bedeflag, der er mindesten for Michael Knakkergaard som omkom efter at have besteget Makalu i 1999. På vejen op kan vi tage en lille omvej over Pheriche for at spise frokost og besøge det lille, Rescue Association’s kontor og det lille hospital. Herfra går det noget stejlere op til Dingboche i 4350 m. Området blev tidligere kun benyttet om sommeren til dyrkning af byg. Her er nu adskillige tehuse, hvor trekkere hygger sig nærmest omringet af et fornemt udvalg af verdens højeste tinder som Ama Dablam, Nupshe, Lhotse og Tawoche.

Vandretid: ca. 5 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 12. Blandt gletschere, Ama Dablam, Nuptse og Lhotse
På denne overliggerdag i Dingboche har vi forskellige muligheder. F.eks. kan vi vandre en tur videre ind mod Island Peak til Chhukung i 4730 m. Chhukung er en sparsom bebyggelse — Herfra ser vi Lhotse’s sydvæg og et af Himalayas smukkeste bjerge, Ama Dablam fra en helt ny vinkel – og en kæmpemæssig til-iset væg, som løber øst fra Ama Dablam. For enden af dalen ligger Island Peak, Nepals mest berømte trekkingtop.

En anden god dags-tur er til Nangtsang gompa, en top i næsten 5000 meters højde. Herfra er der også helt spektakulære udsigter til Ama Dablam, Nuptse, Lhotse og endda Makalu langt mod øst.

Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 13. Lobuche 4.930 meter
Efter omkring 30 min. flad vandring begynder en kraftig stigning op til Khumbu Gletscheren. Ind langs bræens enorme morænevold løber stien næsten helt vandret. For enden af dalen rejser Pumori sin symmetriske kegle til en højde af 7.145 m. Et par kilometer fra bræ-tungen ligger Lobuche i 4.930 m -højere end noget punkt i Alperne, men stadig kun ved foden af Himalayas bjerge! Stedet var engang en ensomt beliggende sæter. I dag er det en mindre metropol af lodges og trekker-telte. Måske overnatning ved Gorak Shep i stedet, det afgør vi på stedet.

Vandretid: 4-5 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 14. Kala Pattar 5.635 meter – Gorak Shep 5.170 meter
Kort før solopgang er der vækning. Det er dagen for Kala Pattar. Først er der en kort stigning, hvorefter det går ad den høje og smukke, men lette rute mod Everest. Vandringen foregår konstant i højder over 5.000 meter og trætheden begynder at melde sig. Men den imponerende vandring overgår det hele og efterhånden som Khumbu- og Changri gletsjeren dukker op og man får snirklet sig ud og ind i de små dalskrænter, bliver vandringen let nok endda. Der er ankomst til Gorak Shep efter 2-3 timer.
Efter et hvil går det stik mod Pumoris smukke sukkertop og op mod toppen af verdens smukkeste udsigtstop, Kala Pattar (Sort Klippe). Stien op er god, men anstrengende og man skal regne med et par timer til toppen af Kala Pattar. Først går det stejlt opad, siden let, indtil den sidste blokmark, der trækker tænder ud. De sidste meter er en prustende kamp, men at stå på toppen af Kala Pattar og se ned til Everest Base Camp og ikke mindst lige over på verdens højeste bjerg Mount Everest er helt speciel. Der er afsat to dage i højderne, dels i tilfælde af dårligt vejr, dels til både at besøge Everest Base Camp og bestige Kala Pattar. Derfor flytter vi ind i te-husene ved Gorak Shep, hvorfor tilbageturen er ganske let. Nedstigningen tager omkring en time, hvorefter der er hvil.

Vandretid: 5-6 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 15.  Everest Base Camp 5.400 meter
Turen til Everest Base Camp går langs Khumbu-gletsjeren og kommer efter 20 minutter forbi flere mindesten, bl.a. en af Rob Hall, der omkom i 1996. Der er flere småstier, men der bliver forsøgt med yak-stien, da den ofte er den bedste. Turen er lang, men nær Base Camp passeres nogle flotte istårne, der er i et af verdens mest dramatiske landskaber i en verden af morænegrus og blåis. Selve Base Campen er ofte tom om efteråret, da trekking sæsonen kommer senere end klatresæsonen. Om foråret vil man ofte se en hel landsby af telte. Der er mulighed for at gå over mod det berømte og berygtede Khumbu isfald, der er starten på Everest.

Vandretid: ca. 6 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 16. Nonneklosteret Devoche 3.770 meter
Fra de golde og i særdeleshed kolde alpine landskaber går det nedad til Thugla og videre til Pheriche, hvor der efter stor sandsynlighed spises frokost. Allerede her føles luften ”tykkere” og vandringen forekommer lettere og lettere. Det går videre ud af højdalen og ned mod og igennem Pangboche for at komme ned til Imja Khola og en kort, men yderst imponerende hængebro, spektakulært beliggende i en lille slugt.
På den anden side af broen fører stien hurtigt ind i Khumbus største grønne område og her kan man vandre ad gode, flade stier i skov med fyr, birk med rødlig bark, enebær og rododendron med skæglav. Det er smuk og let vandring med et stort fugleliv. Undervejs er der verdensklasseudsigter til Ama Dablam, Lhotsevæggen og Everest – men ikke mindst til Khumbu Yhu Lha – Sherpaernes hellige bjerg. I skoven er der god mulighed for at se moskushjort og blodfasaner. Vejen når til Ani Gompaen (et nonnekloster) ved Devoche. Efter et hvil ved klosteret bliver der slået lejr i Khumbus herligste omgivelser ved Ama Dablam Garden Lodge.

Vandretid: 6-7 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus
Måltider: M/F/A

Dag 17. Til Namche Bazar 3.400 meter
Fra Tengpoche går det 600 meter stejlt nedad gennem skoven til Phunki Tenga, som ligger i 3.250 meters højde. Her er nogle vandtrukne bedemøller og et simpelt tehus. Efter at have passeret broen over Imja Khola kommer turen til et område, hvor man kan se turismens store indflydelse. Der bliver bygget et enormt antal tehuse og lodges i god kvalitet. Efter at have oplevet vores lidt specielle rute, er dette en helt anden verden. Vandringen er smuk og herlig og der er masser af småboder og muligheder for at raste.
Vejen fører gennem tehusbyerne Tahinga, Sanasa og Jyangjuma. Med de sidste udsigter til Ama Dablam og Everest vandres rundt om bjerget indtil ankomst til Choi Gang og Namche Bazar, hvilket er et herligt gensyn, hele eftermiddagen fri.

Vandretid: ca. 5 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus med eget badeværelse
Måltider: M/F/A

Dag 18. Lukla 2.835 meter
Turen fra Namche til Lukla er lang, men ikke hård. Først går den ned til den flotte bro, hvorefter der checkes ud af Sagarmatha National Park ved Jorsale. Så fortsættes gennem Monjo og Phakding inden den lange og lidt hårde stigning til Lukla begynder. Sen eftermiddag er der ankomst til Lukla til turens sidste overnatning i bjergene.

Vandretid: 6-7 timer
Overnatning: Lokalt Te-hus med eget badeværelse
Måltider: M/F/A

Dag 19. Fly til Kathmandu
I Luklas nye og yderst imponerende lufthavnsterminal. Her er der check-in for derefter at vente på flyets ankomst, så det kan bringe alle til Kathmandu. og transfer tilbage til hotellet – og et varmt bad.

Overnatning: Hotel Manaslu
Måltider: M/-/A

Dag 20. Egne eventyr i Kathmandu og afskedsmiddag
Det er blevet tid til selv at gå på opdagelse blandt Kathmandus mange spændende specialbutikker og gadehandlere, restauranter og tehuse eller et eventuelt gensyn med nogle af de seværdigheder, vi tidligere har været forbi. Turlederen er naturligvis behjælpelig med gode råd og inspiration, hvis nogle af deltagerne er på udkig efter særlige indkøb eller oplevelser. Der vil også blive mulighed for at følge turlederen på en kort udflugt, hvis indhold dog først vil blive annonceret i Kathmandu. Hen på aftenen mødes vi igen på hotellet for samlet at gå til en af byens mest legendariske restauranter, hvor vi skal nyde vores afskedsmiddag. Det er vores sidste aften i Nepal og tid til at tage afsked efter en lang række af store, små og forhåbentlig uventede og uforglemmelige oplevelser.

Overnatning: Hotel Manaslu
Måltider: M/-/A

Dag 21. Afgang mod Danmark
Vi forlader Nepal og flyver mod Danmark mange oplevelser rigere.

Måltider: M/-/-

Galleri

  • Bhaktapur
  • Smoer-lamper 01
  • bouddha
  • Mani-Sten
  • Start-af-trek- udenfor-Lukla
  • Chorten-paa-toppen-af-Namche 01
  • Bedemoeller
  • Udsigt-fra-Nangtsang-gompa 02
  • Chorten-paa-toppen-af-Namche
  • Overraskende-sne-ved-Phortse
  • Udsigt-fra-Nangtsang-gompa
  • Bedeflag

Mere info

Sværhedsgrad 4 - udfordrende for øvede

Vi vandrer mellem 6-7 timer om dagen med en sværhedsgrad på 3-4. Turen
er ikke teknisk svær, men pga. højden giver vi den grad 4.
Vi har sherpaere og yakokser med til at bære bagagen, således at vi kun skal bærer vores egen dagturs rygsæk.

Overnatning

På trekket overnatter vi i såvel The huse som telte (ved base camp). I the husene er faciliteterne relativt simple. Vi overnatter typisk i 2 mands rum.I nogle af the husene vil der være mulighed for at tage et bad – og i nogle endda med varmt vand. (er ikke inkluderet i prisen)
Toiletforhold er fine efter forholdene, men naturligvis primitive, da der ikke er træk og slip. Toiletterne findes enten som tørklosetter i en toiletbygning/skur, eller toilet telte. Om dagen udgøres toiletforholdene af moder natur. 

Det nepalesiske køkken

Den typiske lokale mad består af dal bhat, der er ris, linser og grøntsager. Blandt bjergfolket er det også almindeligt at spise flad-brød, roti, nudler, havregrød og yakkød.
De fleste hoteller og te-huse serverer også international mad såsom sandwicher, pandekager, omeletter og noget lokalt pizza og pasta. Chokolade, sodavand og øl kan man også købe.
Frisk frugt og grøntsager er stort set ikke til rådighed.

Rejseleder

Turen bliver ledet af dansk turleder fra Qompagniet i samarbejde med vores team af sherpaere i form af portere, guide/tolk.

Klima

Der er fastlandsklima og vi trekker i den tørre periode, men da vi er i bjergene kan vejret skifte hurtigt. Temperaturen er naturligvis afhængig af højden. Dagtemperaturerne er på 15 grader, nattemperaturer på ca. 5 graders nattefrost kan godt forekomme på de højeste lokaliteter.

Valuta 

Den lokale valuta i Nepal hedder ”Nepali Rupee” (NPE).
Kursen er i April 2010, 1 USD = 74 NPE eller 1 EURO = 106 NPE 
(Tjek evt. kursen på www.xe.com/ucc )
Der findes hæveautomater / ATM’s i både Kathmandu og Pokhara, hvor der også er flere banker. Men medbring også gerne kontante USD $ eller EURO.  

Visa

Som deltager betaler du selv for dit visa (April 2010/ 40 USD.). Dette erhverves ved ankomsten i lufthavnen i Kathmandu, og skal betales i kontante US Dollar.

Vaccinationer

Kontakt egen læge eller Serum instituttet ca. 30 dage før afrejse.

Elektricitet

220 volt – med stik dåser som passer til det danske system. Det er ikke alle steder at der er strøm, og generelle strøm nedbryd kan forventes.  

I øvrigt

Inden vi tager ud på trekket – er det muligt at få ”det overflødige” såsom rejsetøjet mm. opbevaret hos vores lokale samarbejdspartner.  

Litteratur

Lonely Planet – Nepal, 8. udgave 2009
Politikens – Turen Går til Nepal, 2009
Lonely Planet – Trekking serien: Trekking in the Nepal Himalaya, 2009

Priser & booking

Medlemspris: Kr. 23.300,-

Prisen inkluderer:

  • Fly København –Kathmandu tur/retur, alle strækninger på økonomiklasse med stopover
  • 2 overnatninger i Kathmandu (i delt dobbeltværelse)
  • Alle øvrige overnatninger som beskrevet i program
  • Alle måltider – undtagen frokost og aftensmad i Kathmandu (se program)
  • Alle lokaltransporter
  • Lokale guider og kok på trekkingdelen
  • Dansktalende turleder
  • Alle skatter og afgifter

Prisen inkluderer ikke:

  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Visa ved indrejse (ca. 250 kr - betales i USD kontant)
  • Personlige lommepenge – herunder drikkepenge
  • Evt. entre til museer
  • Evt. forsikringer (afbestillings- og rejseforsikring)
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2314