Bemærk 2 priser
8 dage kr. 10.400,-
10 dage, inkl. Istanbul kr. 12.350,-
Antal dage
10 dage/9 nætter eller 8 dage/7 nætter
Guide: Inge-Lise Paulsen
Sværhedsgrad: 2 - 3, let til moderat
Alle vore vandringer er dagture med let oppakning. Turene er sværhedsgrad 2 - 3, og turene vil kunne klares af alle, der er i almindelig god vandreform. Der kan forekomme enkelte bratte passager med løse småsten, og der kan evt. være glat, hvis det har regnet. Vandreturene tager normalt hele dagen (ca. 4-8 timer inkl. lang frokostpause og mange drikkepauser) og foregår i afslappet tempo. Temperaturen kan skifte en del, men vil formentlig ligge mellem 22° og 28° i dagtimerne.
Kappadokien betyder ”landet med de smukke heste”. Vi er på Den Anatolske Højslette 1000 meter over havet midt inde i Tyrkiet. Her kan man til fods opleve et forunderligt landskab i sarte pastelfarver med ”eventyrskorstene”, kristne kirker hugget ind i klippene, sirlige, sartgrønne marker og enorme underjordiske byer.
Landskabet blev skabt for ca. 10 millioner år siden ved nogle kraftige vulkanudbrud, som begravede området under at 500 meter tykt lag af mudder, aske og lava. Siden har vejr, vind og jordskælv eroderet landskabet og dannet fantastiske former, bl.a. "eventyrskorstene".
Vandring i bunden af et hul!
Når man vandrer i Kappadokien, føles det, som om man bevæger sig højt oppe, gennem et bjerglandskab mellem skære gyldne, røde, grønne og violette bjerge og fantastiske formationer af tufsten (hærdet vulkansk aske). Men i virkeligheden vandrer man i et stort hul, og ”bjergtoppene” er ikke højere end den omkringliggende flade højslette. Det er forholdsvis nemt at vandre her – samtidig med at udsigten er storslået.
Man har fundet spor af mennesker fra ca. 8000 år f.v.t. Folk fra fjerne egne er draget igennem – handelsfolk og krigere. Mange slog sig ned, bl.a. hittiter, romere, persere, seljukker og de grækere, som efterlod sig en rigdom af bemalede klippekirker. Grækerne satte deres markante præg på Kappadokien indtil 1924, hvor de tyrkiske grækerne blev sendt til Grækenland og de græske tyrkere til Tyrkiet.
Området var tidligere berømt for sine heste, og den legendariske Silkevej passerede igennem, hvilket de fantastiske klippeforter vidner om. I særklasse kan nævnes byen Uçhisar. Her ville Tolkiens orker føle sig på hjemmebane.
Underjordiske byer og huse udhugget i klipper
I Kappadokien er der fundet 36 underjordiske byer i mange etager, hvor folk søgte hen i ufredstider. De største af byerne kunne rumme op til 20.000 beboere. Dertil kommer hundredvis af oldkristne kirker hugget ind i den bløde tufsten og bemalet. Vi skal besøge en af de underjordiske byer og nogle af kirkerne, som ligger frit tilgængelige.
Der er stadig tradition for, at husene i Kappadokien er delvis udhugget i de bløde klipper. Det gælder fx for den charmerende Kirkit Pension i Avanos (ca. 12.000 indbyggere), hvor vi har vores faste base. Pensionens råhyggelige restaurant befinder sig i en hule under pensionen, men vejret vil forhåbentlig tillade, at vi indtager de fleste måltider udedørs i den hyggelige gård.
Vin, keramik og fritgående høns
Avanos ligger ved en flod og er kendt for sin keramik. Her er også vinproduktion og tæppebutikker. Det er en tidligere græsk by med flotte, gamle huse og kvarterer med landsbystemning med fritgående høns. Byen er endnu ikke overrendt af turister, hvilket mange af de andre byer i området er.
Fra Avanos tager vi på guidede ture. Vi køres i minibus til og fra turene, som normalt tager hele dagen. Ud over en række af områdets smukkeste og mest storslåede landskaber skal vi besøge de underjordiske huler i Derinkuyu.
På opdagelse i Istanbul - tilvalg
Søndag flyver vi til Istanbul, hvor de af os, der har valgt en tur på 10 dage, indkvarterer os på et lille hotel i den gamle bydel, mens resten flyver hjem. Søndag eftermiddag og mandag udforsker vi byen. Tirsdag er afrejsedag.
Alle vore vandringer er guidede dagture med let oppakning. Vi bevæger os mellem golde skråninger, langs regnvandskanaler, gennem smeltevandstunneler (om vinteren er området dækket af sne), og så pludselig, rundt om hjørnet, er der vandløb og sirlige, frugtbare marker, hvor der vokser kirsebær, valnødder, vin, majs, kartofler og meget mere.
En af de helt store oplevelser på turene er de mange små oldkriste kirker og klostre hugget ind i klipperne og bemalet med fresker i byzantinsk stil. Overalt er der tegn på tidligere beboelse – bl.a. tusindvis af dueslag (til produktion af gødning) hugget ind i klipperne af de muslimer, der flyttede til området efter grækerne. Nutildags bor de lokale i landsbyer, som kan nås med bil.
Dag 1, søndag – Fra København via Istanbul og Kayseri til Avanos
Vi flyver til Kappadokiens hovedby Kayseri via Istanbul. Derfra transfer (ca. 1 time) i minibus til Avanos og indkvartering på Pension Kirkit. Middag og hygge i pensionens restaurant.
Forplejning: -/-/A
Dag 2, mandag – Zemi-dalen og Due-dalen (ca. 7 timer)
Vandringen starter og slutter nær den særprægede huleby Uçhisar. Vores rute følger primært to snævre smeltevandsdale med grønne lunde. Der er enkelte stejle passager på ruten, og nogle steder kan stien være våd. ”Den Skjulte Kirke” kan besøges, ved at man klatrer op ad en stige og gennem en smal passage hugget ud i klippen. Undervejs passerer vi mange huler og dueslag hugget ind i klipperne. Midt på turen når vi frem til den ret turistede by Göreme, hvor der er mulighed for at købe en forfriskning. Herfra stiger ruten jævnt, og i slutningen af Due-dalen passerer vi en flot klippevæg med dueslag.
Med minibus hjem. Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/F/A
Dag 3, tirsdag – Ihlara-dalen (ca. 5 timer)
Efter ca. 1 times transport i minibus når vi til den frugtbare erosionsdal Ihlara, hvor vi følger Melendiz-floden. På begge sider hæver klippesiderne sig til en højde af 150 meter. Den afsides dal har bl.a. fungeret som skjulested for kristne munke og præster, og vi besøger den såkaldte ”Slangekirke” (opkaldt efter et kalkmaleri, der forestiller en slange).
I modsætning til de andre dage, hvor vi vandrer gennem ret øde landskaber, krydser vi i dag saftige, grønne enge og ser de lokale kvinder arbejde i markerne. Nu og da møder vi hyrder med flokke af køer, geder og får. Vi kommer desuden forbi et par cafeer, hvor vi evt. kan få os en forfriskning.
Minibussen samler os op og kører os hjem. Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/F/A
Dag 4, onsdag – formiddag fri, eftermiddag besøg i Derinkuyu
Formiddagen er fri til at hvile trætte ben eller udforske byen. Om eftermiddagen kører vi i minibus til den underjordiske by Derinkuyu. Dele af byen er i dag gravet ud og kan besøges. Vi bliver vist rundt af en engelsktalende guide. Der er ialt 36 underjordiske byer i Kappadokien, og her har befolkningen gennem tusindvis af år søgt beskyttelse, bl.a. tidlige kristne på flugt fra romerne. Det menes, at der kunne bo op til 2000 familier i Derinkuyu, der dækker et område på 4 km2 fordelt på 8 etager – et fantasisk stykke ingeniørarbejde! Hulerne har en konstant temperatur på 15°, mens der udenfor om vinteren kan blive helt ned til minus 20°.
Efter besøget køres vi hjem igen. Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/-/A
Dag 5, torsdag – Hvide Dal, Røde Dal, Sværddalen og Rosa Dal (ca. 8 timer)
Klippernes tuf har taget farve efter de mineraler, der er i undergrunden (fx giver jern en rødlig farve). På denne tur går vi gennem et kuperet, åbent terræn, hvor landskaberne byder på storslåede formationer, fine farvenuancer og masser af dueslag. Dette er ugens mest anstrengende tur. På ruten besøger vi flere klippekirker, bl.a. den elegante ”Kirke med de Fire Søjler”, som nærmest er en katedral, og den store klippekirke i Çavuşin, hvor et kalkmaleri viser Salome, der får Johannes Døberens hoved på et fad.
Hjemtransport med minibus. Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/F/A
Dag 6, fredag – slapperdag på egen hånd
Fridag – og markedsdag i Avanos. Byen er berømt for sin keramik, som man har fremstillet siden oldtiden af ler fra floden the Kızılırmak (Den Røde Flod). Flere steder kan man besøge keramikværksteder. I nærheden af vores pension ligger der en god tæppebutik. For de aktive er der desuden mulighed for at komme på kajaktur i oppustelig kajak (min. 3 pers., 60 euro pr. pers. for en heldagstur) eller ridetur i området (2 timer 25 euro, 4 timer 35 euro). Man kan også prøve en af de berømte ballonflyvninger tidligt om morgenen hen over Kappadokiens landskab (ca. 1000 kr. – kan evt. forhandles).
Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/-/A
Dag 7, lørdag – afskedtur i Çat-dalen (ca. 4 timer)
Landskabsmæssigt minder området om det, vi vandrede i dag 2, og jorden kan være våd. Vi starter og slutter ved landsbyen Çat og vandrer gennem dale, hvor klipperne er fyldt med udhuggede dueslag. Nogle af dem er udsmykket med farvede mønstre i rødt og hvidt for at tiltrække duer. Dueslagene benyttes ikke mere, så vi vil ikke se duer i området. Til gengæld møder vi måske en skildpadde eller to.
Minibus tilbage til Avanos. Om aftenen spiser vi sammen på pensionens restaurant.
Forplejning: M/-/A
Dag 8, søndag – fly til Istanbul og sightseeing
Vi flyver til Istanbul og tager afsked med dem, der flyver videre hjem. Transfer og indkvartering på et hyggeligt hotel med rolig beliggenhed midt i den gamle bydel, Sultanahmet. Vi finder et sted at spise frokost og går derefter en byrundtur, hvor vi bl.a. besøger vi Den Blå Moské og Hagia Sophia og slår et smut rundt om Spice Bazar/Den Egyptiske Bazar. Derefter fri tid.
Forplejning: M/F/-
Dag 9, mandag – på egen hånd i Istanbul
Fri tid. Man kan fx sejle en rundtur med færge på Bosporus, tage kabelbanen Tunel til gågaden og shoppe, besøge Istanbuls nye museum for moderne kunst, handle i basarerne eller bare snuse til atmosfæren i den gamle bydel.
Først på aftenen mødes vi og slutter ferien af med fælles afskedsmiddag på en restaurant lige ved Den Egyptiske Bazar. Stedet har en meget smuk udsmykning og et interessant menukort.
Forplejning: M/-/A
Dag 10, tirsdag, afrejse
Efter morgenmaden tager vi lufthavnen og flyver hjem til København.
Forplejning: M/-/-
Opholdet i Kappadokien byderi på fire dagsvandreture samt et besøg i den underjordiske by i Derinkuyu. Alle turene er med lokal, engelsktalende guide samt dansk guide. Sværhedsgraden er 2-3 (enkelte bratte passager med løse småsten og evt. glat, hvis det har regnet), og turene vil kunne klares af alle, der er i almindelig god vandreform. Vandreturene tager normalt hele dagen (ca. 4-8 timer inkl. lang frokostpause og mange drikkepauser) og foregår i afslappet tempo. Temperaturen kan skifte en del, men vil formentlig ligge mellem 22° og 28° i dagtimerne.
Vi kører i minibus til og fra vandringerne. Vi får madpakke med. Hver deltager skal foruden madpakke bære vand til eget forbrug på turen.
I Istanbul bor vi i den gamle bydel i gåafstand til de vigtigste attraktioner.
Rygsæk
Behøver ikke være den største, men den skal kunne rumme en trøje og regntøj. Desuden skal der være plads til madpakke og drikkevand.
Fodtøj – og udstyr iøvrigt
Vandrestøvler er klart det bedste valg. Gode, solide vandresko eller vandresandaler, der støtter godt om foden, vil dog også kunne bruges. Det vigtigste er, at sålerne har en kraftig, skridsikker profil, og at fodtøjet støtter godt om fødderne. Husk regntøj og medbring også gerne en teleskopstav – når det regner, bliver det glat.
Detaljeret pakkeliste fremsendes ved tilmelding.
Yderligere oplysninger
Avanos
Kirkit Pension
Göreme
Kaymakli-hulerne
Uçhisar
Ihlara-dalen
Hotel Karballa
Eksempler på ballontur:
Cappadocia Hot Air Balloons
Göreme Balloons
Antal dage
10 dage/9 nætter eller 8 dage/7nætter
Guide: Inge-Lise Paulsen
Sværhedsgrad: 2 - 3, let til moderat
Alle vore vandringer er dagture med let oppakning. Turene er sværhedsgrad 2 - 3, og turene vil kunne klares af alle, der er i almindelig god vandreform. Der kan forekomme enkelte bratte passager med løse småsten, og der kan evt. være glat, hvis det har regnet. Vandreturene tager normalt hele dagen (ca. 4-8 timer inkl. lang frokostpause og mange drikkepauser) og foregår i afslappet tempo. Temperaturen kan skifte en del, men vil formentlig ligge mellem 22° og 28° i dagtimerne.
Deltagerprisen inkluderer:
Deltagerprisen inkluderer ikke:
Rejsens gennemførelse:
Rejsen gennemføres ved minimum 6 deltagere, og der vil max være 12 i gruppen + guide.